Canadagæs

Her sidst i januar skulle canadagæssene prøves. Indtil dato var det ikke lykkedes, at få nogle af de store fugle på skudhold. Kommer du ikke af sted kan det til gengæld med sikkerhed siges, at så får du heller ikke nogen på tasken.

Jeg havde desværre valgt en dag, hvor en del af de lokale strandjægere havde fået de samme tanker. Nå vejret var stille, så muligheden for en god jagttur kunne ingen tage fra én.

Det var lidt af en formiddagstur med prammen på slæb af motorbåden, for om muligt at spotte canadagæs nær land. Der var umiddelbart ingen at se, og derfor gik det ned til øerne.

Masser af gåsesnak men udelukkende fra grågæs, hvor det karakteristiske gak-gak-gak lød som sød musik. Canadagæssene kom dog også ud i stranden. En stor flok smed sig ude på fladen. De skulle trods den noget betænkelige placering prøves.

Med yderste forsigtighed gik det derudaf, men som så ofte før begyndte de at svømme ud på det dybe, da jeg var 60-70 meter fra dem. Der var ikke andet at gøre end at mase efter dem. De havde dog lært lektien og lettede af flere  omgange på for lange hold.

Grågæs var der stadig masser af i området, så musikken fra de mange grågæs blev erindringsbilledet fra denne sidste strandjagttur i januar måned.

I øvrigt kan man vel som konklussion tilføje, at grågåsen nu for alvor ses i hele jagtsæsonen. Jeg har i hvertfald aldrig set omkring 500 grågæs her sidst i januar måned, hv0r det normale tidligere år var nogle få stykker på vore strandjagtlokaliteter.

Kravlejagt

En stor del af min strandjagt foregår som kravlejagt. Det er udfordrende og spændende jagt, som også af og til kan give grå hår, når fuglene ikke vil holde.

På sin vis er det utroligt, at man i en så forholdsvis stor båd som en skydepram vitterlig er kan komme på skud af de ofte meget vilde ænder.

Sidst i november oplevede man en af de dage hvor alting lykkedes. Det var gråændene det gjaldt, og i dag ville de holde. Det gav en del chancer, som også blev udnyttet med et rimeligt resultat.

Fuglene er her i starten af vinteren i den bedste kondition, og det er altid en fornøjelse, at samle en nyskudt gråandrik eller gråand op, og lægge under dæk til de øvrige, som tidligere på dagen lod sig overliste.

5 stykker blev det til og så yderligere på faldrebet en ung spidsand, som måtte ned trods det faktum, at en stor sten blev ramt, ligesom man skulle til at gribe geværet. Det gav panik, da de 3 spidsænder forskrækket lettede. Dens 2 makkere slap uskadt, da et dårligt skud til den and jeg fik med hjem krævede en ekstra patron, da den ikke dødskudt faldt på vandet.

Mixed bag

Charmen ved strandjagt kan være muligheden for på en god dag, at nedlægge mange forskellige arter såvel svømme- som dykænder.

For år tilbage var jeg så heldig den 1/9 at skyde gråand, krikand, skeand, pibeand og spidsand, sagt på en anden måde de arter af svømmeænder, der normalt kan skydes i Isefjorden.

Helt så mange blev det ikke til her forleden, nemlig kun 3 arter krikand, spidsand og 2 pibeænder. Det var til gengæld de arter, der blev skudt efter, hvorimod gråænderne stadig er ret fåtallige på stranden. Dykænderlige skydes sjældent på den lokalitet, hvor jagten foregik.

Gråænderne ligger formentlig og hygger sig på udvalgte steder, men når det bliver lidt koldere får vi nok glæde af den almindeligste and igen.

Husk patronerne

Så skete det igen! Ja vi har vel alle prøvet det!

Krikænderne har ikke været så talrige indtil nu på Isefjorden, men det er da lykkedes at få nogle stykker her ved efterårets første jagtture.

Forleden dag tog jeg endnu engang ud over fladerne mod de utilnærmelige pibeænder i håb om at overraske et par krikænder, som ofte ligger sammen med pibeænderne. Det ville ikke rigtig lykkes, men da jeg nærmede mig land fik jeg øje på en flok helt inde under land.

Jeg kom fint på skud, i første skud røg 2 ned og yderligere én fik jeg i 2. skud. Hurtigt en patron i kammeret, idet den ene af ænderne ikke var helt død.

Jeg steg ud af prammen, og hentede ænderne på det lave vand. Herefter gik turen op langs land, og da det var fint stille vejr, var det oplagt at padle hen til en nærliggende ø.

Da jeg nærmede mig øen kunne jeg se mange ænder, og der var også nogle krikænder blandt pibeænderne. Jeg fik gennet pibeænderne så meget, så de svømmede ud til siden. I samme manøvre kom jeg på skud af 2 af krikænderne. Jeg var mere end klar men fik lige pludselig en tanke: Var der patroner i geværet, havde jeg i skyndingen fået stoppet nye patroner i kanonen?

Mine bange anelser holdt stik, da krikænderne lettede lød der 2 klik i stedet for de normale knald. Nu har du gjort det igen tænkte jeg!!

Østenvind

Nu kan det snart være nok med al den østenvind.

For det første giver det lavvande i stranden og for det andet betyder det, at der ikke er nogen bevægelse i ænderne her i Isefjorden.

Alligevel skulle man jo af sted her forleden. Ned og kigge til ænderne, som lige her og nu er domineret af kollosale flokke af pibeænder, næsten udelukkende gamle fugle, med overvægt af gamle hanner.

Der kunne jo også være nogle spidsænder og krikænder blandt pibeænderne. Det viste sig at være tilfældet. Enkelte spidsænder og en sværm krikænder på 100 stykker var lige så utilnærmelige som de durkdrevne pibeænder.

Flokkene gik på vingerne og skabte røre i andedammen. En flok ænder kom lige imod mig og det lykkedes mig at dukke mig så meget bag skærmen, at de kom drønende lige ind i hovedet. Det var gråænder, op og holde til en af andrikkerne, der dog måtte have 2 skud inden den gik ned stendød. Skuddene gav atter lidt gang i ænderne, men de holdt sig klogeligt uden for skudhold.

Det er dejligt sensommervejr, men for andejagtens skyld må der gerne ske ændringer i vinden.

Spidsænder

Det er sådan, at spidsanden optræder forholdsvis sparsomt på jagtterrænerne i Isefjorden.

Til gengæld ser vi den i de seneste år i hele jagtsæsonen. Det bevirker, at vi senere på året har mulighed for at se den udfarvede spidsandrik med det karakteristiske kaffebrune hoved, det hvide bryst og ikke mindst de forlængede halefjer, der giver fuglen et spidst udseende både for og bag, når man ser den i luften.

Her i starten af jagtsæsonen var der en kravlechance i Vigen. Helt nede i bunden på det totalt blanke vand lå en lille flok ænder på 8-9 stykker. Mine første tanker gik i retning af krikænder, men de virkede alt for lyse og samtidig også større.

En forsigtig kravletur bragte syn for sagen. Da jeg nærmede mig ænderne strakte de hals, og så kan man aldrig være i tvivl. Det var spidsænder.

Efterhånden blev der uro i flokken, de begyndte at svømme foran prammen, og da de lettede på skudhold måtte chancen udnyttes. Forbi i første skud, og i andet skud gik en af ænderne ind i jagtstatistikken. Dagen var reddet og årets første spidsand var under dæk.

Det var en gammel spidsandrik, der måtte studeres yderligere.

Anden var naturligvis ikke i pragtdragt, men det smukke stålblå/grå næb og de flotte vinger med det lige så smukke spejl og forvinge var lige til fuglebogen.

Knarænder

Knaranden er i de seneste år blevet mere almindelig, og ses oftere i den danske natur.

Omkring Holbæk er det dog ganske sjældent at iagtage denne art. Stor var forbavselsen også da man lige pludselig kunne se en enlig knarand ved fladvandet syd for Holbæk.

Knaranden kan umiddelbart forveksles med en gråandehun, men når man for rettet kikkerten på anden ses en tydelig forskel. Knaranden fremtræder mere grå og har man held til at se det hvide spejl, er man overhovedet ikke i tvivl.

Knaranden ved omtalte fladvand ser umiddelbart ud til at være en ung andrik, og det er dejligt at se en sådan rarietet tæt ved bymæssig bebyggelse.

Grågæssene er i øvrigt blevet forøget med endnu et par med 3 gæslinger, så der er liv ved  fladvandet, hvor også troldænderne fortsat er at se.

Fra pålidelig ornitologisk kilde kan det meddeles, at også atlingand og krikand er set inden for det sidste år. Selv har jeg dog ikke haft lejlighed til at se disse arter.

Så mangler vi kun spidsanden ved vandet. Sandsynligheden for denne art er dog ringe, men man kan aldrig vide!

Grågæs

April er på mange måder en spændende måned!

Vejret er omskifteligt. Det kan være strålende solskin, surt og trist med regn og rusk, ja sågar kan der komme en snestorm med tilhørende ubehageligeheder.

De vilde fugle og dyr blæser på det omskiftelige vejr, og nogle har været i gang med “fødselsforberedelser” allerede fra slutningen af februar.

Sådan er det med grågæssene. De er de fødte optimister, så allerede i starten af april kan man se de første gæslinger. Således også i fladvandet syd for Holbæk, hvor 2 grågåsepar er kommet med i alt 8 gæslinger, 4 til hvert par!

Ellers har der været usædvanligt besøg af 2 flotte skeandrikker, ligesom et pibeandepar også er set ved fladvandet!

Skeandrikken er en laps af dimensioner i pragtdragten og pibeandrikken konkurrerer ganske fint med den.

Ellers er der atter troldænder på samme vand. Det er spændende om de også har til sinds at yngle i området i lighed med sidste år!!

Lillejuleaften

Vi har alle vore traditioner i forbindelse med julen. Selv har jeg aldrig været på jagt juleaften ligesom 1. juledag. Ellers er der frit slag i juleferien, og det er ofte udnyttet med gode jagtoplevelser.

I disse år tales der meget om det milde vinterklima, og rettelig har de sidste par vintre ikke hørt til de koldeste, snarere tværtimod. Men ofte har vi de seneste år omkring jul/nytår fået nogle kolde dage med is og sne.

Gråænder kan ikke lide kombinationen af blæst og sne, og er det samtidig årets første sne, er de til at få i tale. Lillejuleaften for et par år siden var det netop denne kombination, der lokkede mig afsted på et morgentræk. Der var ingen grund til at bevæge sig langt ud af fjorden, chancerne kunne være lige så gode inde i fjorden.

Højvande og omtalte blæst og sne gav mulighed for trækjagt på fjordens eneste ø, og det blev en morgen hvor gråænderne gav mange chancer både direkte over lokkerne og ved korte kravleture til de mere forsigtige eksemplarer af racen.

Det gav mange ænder under dæk, ja egentlig flere end man normalt oplever på et morgentræk. En enkelt pibeandrik kom også med i statistikken inden faldende vandstand og opklaring i vejret ligesom andre gøremål, det var jo lillejuleaften, satte en stopper for trækket og dermed jagten.

En optælling af de brugte patroner fik mig ned på jorden igen. Det havde vist ikke været lutter træffere, men alligevel et par håndfulde gråænder var det da blevet til.

Tilbageblik

Af og til kommer gamle jagtoplevelser ind på nethinden. Ja det er ofte sådan, at det man erindrer som oplevet for et par år siden i virkeligheden ligger langt længere tilbage i tiden. Sådan var det også med denne jagtoplevelse. Ved et opslag i jagtjournalen viste det sig, at det faktisk var helt tilbage fra oktober 1998!

I starten af oktober oplever man ofte de første rigtig blæsende dage. Det kan give liv i svømmeænderne. En aflyst dykandetur dagen før satte gang i lysten til at tage af sted fra morgenstunden, men ak og ve, som så ofte før en halv time for sent op!

Blæsten var kraftig fra vest/nordvest. Det betyder højvande, og nogle steder i Isefjorden gode muligheder for trækjagt. Da jeg var sent på den var det oplagt, at prøve inde i Holbæk Fjord. Hen til Rønnen, men da jeg var ved at ankre motorbåden op lød der skud. Det betød, at turen fortsatte ned til øerne.

Godt og vel lyst gik det derned af. Da jeg nåede frem til den påtænkte plads for dagens jagt, var der et sammensurium af fugle, pibeænder, spidsænder, gråænder og krikænder forsamlet. En spidsand måtte lade livet, og så var det ellers ud med lokkerne!

Det blev en herlig dag med højt solskin, mange trækkende fugle, og ikke mindst også en del chancer til ænderne.

Jeg har ofte problemer med venstre sideskud, vil gerne se fuglen, og skyder derved af og til under og bagved. Slet så galt gik det ikke den dag, men tendenserne var der. Det betød også og ikke mindst på grund af den kraftige blæst, at det var sjældent jeg skød mere end et skud, hvis det første var en træffer. Det var godt at have næste skud til aflivning, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er ikke så meget ved at efterlade en anskudt and, fordi aflivningen kan være vanskelig under sådanne forhold.

En lille flok krikænder kom fint til lokænderne, under i første skud, ænderne steg lodret op, 27 m opover dem i andet skud, og en krikand dryssede.

Ellers var det mest pibeænderne, der holdt for ikke mindst fordi der det år allerede var mange unge fugle, og de er jo lidt mere taknemlige for lokkerne.

Slut med patroner, der var ikke nok med i tasken. På den anden side et par håndfugle ænder, herligt jagtvejr, mange flotte indfløj til lokænderne, der ogå betød, at der nogle gange blot blev kigget på. Hvad mere kan man ønske sig af en jagttur?

Historier fra vandet