Kategorier
Strandjagt

Gåsesnak

Sidst i oktober er der ofte chancer til grågæs efter en død periode.

Om det er et træk nordfra eller øget jagtaktivitet på land, der får gæssene ud i stranden er uvist.

I øjeblikket har vi hverandendagsvejr. Den ene dag regner og blæser det, og næste dag er det solskinsvejr og om ikke stille så dog rimeligt vejr for en strandjagttur.

På en hverdag behøver man ikke stå op midt om natten for at få en chance til ænder eller gæs. Specielt gæssene kommer ofte ud i stranden op ad formiddagen, ja sågar over middag.

Torsdag var vejret rimeligt, og det bevirkede at jeg tog afsted efter, som jeg forventede det, en and eller to.

Der var ret hurtigt chance til en enlig spidsand, der kom for tæt på i luften, ellers skete der intet af betydning.

Over middag hørte jeg pludselig gåsesnak. En familieflok på en seks-syv stykker kom nordfra, og gik direkte på vandet 400 m fra, hvor jeg lå. Fat i stikkerne og derudaf efter flokken, hvor det trods den efterhånden friske vind lykkedes at skyde en enkelt gås.

Umiddelbart efter gentog forestilligen sig, og atter måtte en ung gås under dæk efter en spændende kravletur.

Vel hjemme på havnen efterlod jeg den ene gås, den unge, til én af fritidsfiskerne på havnen, og fik i tilgift et par skrubber for ulejligheden således, at jeg kom hjem med både fugl og fisk.

Kategorier
Strandjagt

Mixed bag

Charmen ved strandjagt kan være muligheden for på en god dag, at nedlægge mange forskellige arter såvel svømme- som dykænder.

For år tilbage var jeg så heldig den 1/9 at skyde gråand, krikand, skeand, pibeand og spidsand, sagt på en anden måde de arter af svømmeænder, der normalt kan skydes i Isefjorden.

Helt så mange blev det ikke til her forleden, nemlig kun 3 arter krikand, spidsand og 2 pibeænder. Det var til gengæld de arter, der blev skudt efter, hvorimod gråænderne stadig er ret fåtallige på stranden. Dykænderlige skydes sjældent på den lokalitet, hvor jagten foregik.

Gråænderne ligger formentlig og hygger sig på udvalgte steder, men når det bliver lidt koldere får vi nok glæde af den almindeligste and igen.

Kategorier
Strandjagt

Østenvind

Nu kan det snart være nok med al den østenvind.

For det første giver det lavvande i stranden og for det andet betyder det, at der ikke er nogen bevægelse i ænderne her i Isefjorden.

Alligevel skulle man jo af sted her forleden. Ned og kigge til ænderne, som lige her og nu er domineret af kollosale flokke af pibeænder, næsten udelukkende gamle fugle, med overvægt af gamle hanner.

Der kunne jo også være nogle spidsænder og krikænder blandt pibeænderne. Det viste sig at være tilfældet. Enkelte spidsænder og en sværm krikænder på 100 stykker var lige så utilnærmelige som de durkdrevne pibeænder.

Flokkene gik på vingerne og skabte røre i andedammen. En flok ænder kom lige imod mig og det lykkedes mig at dukke mig så meget bag skærmen, at de kom drønende lige ind i hovedet. Det var gråænder, op og holde til en af andrikkerne, der dog måtte have 2 skud inden den gik ned stendød. Skuddene gav atter lidt gang i ænderne, men de holdt sig klogeligt uden for skudhold.

Det er dejligt sensommervejr, men for andejagtens skyld må der gerne ske ændringer i vinden.

Kategorier
Strandjagt

Spidsænder

Det er sådan, at spidsanden optræder forholdsvis sparsomt på jagtterrænerne i Isefjorden.

Til gengæld ser vi den i de seneste år i hele jagtsæsonen. Det bevirker, at vi senere på året har mulighed for at se den udfarvede spidsandrik med det karakteristiske kaffebrune hoved, det hvide bryst og ikke mindst de forlængede halefjer, der giver fuglen et spidst udseende både for og bag, når man ser den i luften.

Her i starten af jagtsæsonen var der en kravlechance i Vigen. Helt nede i bunden på det totalt blanke vand lå en lille flok ænder på 8-9 stykker. Mine første tanker gik i retning af krikænder, men de virkede alt for lyse og samtidig også større.

En forsigtig kravletur bragte syn for sagen. Da jeg nærmede mig ænderne strakte de hals, og så kan man aldrig være i tvivl. Det var spidsænder.

Efterhånden blev der uro i flokken, de begyndte at svømme foran prammen, og da de lettede på skudhold måtte chancen udnyttes. Forbi i første skud, og i andet skud gik en af ænderne ind i jagtstatistikken. Dagen var reddet og årets første spidsand var under dæk.

Det var en gammel spidsandrik, der måtte studeres yderligere.

Anden var naturligvis ikke i pragtdragt, men det smukke stålblå/grå næb og de flotte vinger med det lige så smukke spejl og forvinge var lige til fuglebogen.

Kategorier
Strandjagt

Tilbageblik

Af og til kommer gamle jagtoplevelser ind på nethinden. Ja det er ofte sådan, at det man erindrer som oplevet for et par år siden i virkeligheden ligger langt længere tilbage i tiden. Sådan var det også med denne jagtoplevelse. Ved et opslag i jagtjournalen viste det sig, at det faktisk var helt tilbage fra oktober 1998!

I starten af oktober oplever man ofte de første rigtig blæsende dage. Det kan give liv i svømmeænderne. En aflyst dykandetur dagen før satte gang i lysten til at tage af sted fra morgenstunden, men ak og ve, som så ofte før en halv time for sent op!

Blæsten var kraftig fra vest/nordvest. Det betyder højvande, og nogle steder i Isefjorden gode muligheder for trækjagt. Da jeg var sent på den var det oplagt, at prøve inde i Holbæk Fjord. Hen til Rønnen, men da jeg var ved at ankre motorbåden op lød der skud. Det betød, at turen fortsatte ned til øerne.

Godt og vel lyst gik det derned af. Da jeg nåede frem til den påtænkte plads for dagens jagt, var der et sammensurium af fugle, pibeænder, spidsænder, gråænder og krikænder forsamlet. En spidsand måtte lade livet, og så var det ellers ud med lokkerne!

Det blev en herlig dag med højt solskin, mange trækkende fugle, og ikke mindst også en del chancer til ænderne.

Jeg har ofte problemer med venstre sideskud, vil gerne se fuglen, og skyder derved af og til under og bagved. Slet så galt gik det ikke den dag, men tendenserne var der. Det betød også og ikke mindst på grund af den kraftige blæst, at det var sjældent jeg skød mere end et skud, hvis det første var en træffer. Det var godt at have næste skud til aflivning, hvis det skulle blive nødvendigt. Der er ikke så meget ved at efterlade en anskudt and, fordi aflivningen kan være vanskelig under sådanne forhold.

En lille flok krikænder kom fint til lokænderne, under i første skud, ænderne steg lodret op, 27 m opover dem i andet skud, og en krikand dryssede.

Ellers var det mest pibeænderne, der holdt for ikke mindst fordi der det år allerede var mange unge fugle, og de er jo lidt mere taknemlige for lokkerne.

Slut med patroner, der var ikke nok med i tasken. På den anden side et par håndfugle ænder, herligt jagtvejr, mange flotte indfløj til lokænderne, der ogå betød, at der nogle gange blot blev kigget på. Hvad mere kan man ønske sig af en jagttur?