Categories
Strandjagt

Vinterjagt og hvinænder

Vinter og trækjagt på hvinænder er et par størrelser som hænger uhjælpeligt sammen for nogle strandjægere.

I november, december og januar kan hvinændernes fløjtende hvinen, en lyd som vingerne frembringer, når de flyver, få mange strandjægere til at finde lokkeænderne, ankre og andet nødvendigt grej frem. I denne jagtsæson skulle vi hen i januar før de blev prøvet af undertegnede.

Vejret kan være som det nu er på den tid af året med højt solskin, is, sne, tåge og let vind i hvert fald helst ikke mere end frisk vind.
Lokkejagt er ikke altid forudsigelig. Nogle dage kan selv ugunstige forhold give træk i hvinænderne. Selv holder jeg mest af en dag med let til jævn vind og højt solskin. Det giver musik på fjorden og skulle du få placeret dig på et sted hvor hvinænderne trækker og samtidig gerne vil holde til, kan du få mange gode oplevelser med de vævre dykænder, når de med dødsforagt vil gøre plastikænderne selskab. Det er om at være hurtig med skyderen, når du fra liggende stilling skal op og sidde og samtidig få hold på fuglene. Det er ikke altid det går efter planen, og det er ofte at skuddet må holdes tilbage, ellers kunne det måske give en anskydning.

Som du ligger der i dine egne tanker, kan du pludselig høre en hvinen, der går helt over i diskant og en gammel hvinandrik ligger blandt lokænderne, hvor kom den fra? Det egentlig lette skud, når man så får andrikken til at lette, resulterer ofte i en bommer. Du var alt for sikker på at den allerede lå under dæk, så det er godt at komme ned på jorden igen.

Det er netop forventningerne til et godt morgentræk, der kan få mig af sted. Skulle det så alligevel blive en nitter er der altid mange fugle at kigge på.
Af og til kan du opleve, at lokkeænderne overhovedet ikke interesserer fuglene, så kan de blive en dag med få skud men morgenerne på vinterfjorden virker til alle tider dragende på strandjægeren.

Med strandjægerhilsen
Per Clausen

Categories
Strandjagt

Årets sidste ederfugle

Det er vel sådan for de fleste strandjægere, at man lige skal en tur på stranden inden sæsonafslutningen for at skyde den sidste gråand, gås, hvinand eller ederfugl.
Af forskellige årsager kom jeg først i gang med at skyde ederfugle på træk for lokkere i starten af februar måned, ikke mindst på grund af den tilbagevendende blæst i week-enderne. I hele den øvrige jagtsæson var der fuldt op at gøre med svømmeænderne, grågæssene og så til sidst hvinænderne.

I den første week-end i februar skulle ederfuglene så prøves, og så kun andrikkerne. Det gav også problemer, idet jeg flere gange måtte undlade at skyde af fare for at en hun skulle komme i haglsværmen.

Strandjægerne må vel nok indrømme, at vi af og til afgiver skud til ederfugl i temmelig lange sideskud, hvorimod vi er mere påpasselige med høje skud.
Netop den sidste jagttur skulle gøre lidt op med den sidste antagelse.
En større flok passerede i anselig men ikke uforsvarlig højde med en andrik passende for sig selv. Langt frem på andrikken og så lige et lille ryk til og den gik ned så totalt dødskudt som man næsten kan forestille sig. Stålhagl no. 1 er absolut anvendelige, når holdet er i orden.
Vi har vist alle erfaret, at en and ligefrem kan sprænge i brystet når den tager vandet. Det har jeg oplevet med andre andearter, som har et naturligt tykt fedtlag på brystet. Ederfuglen er en forholdsvis mager fugl, og det var derfor med nogen forbavselse jeg konstaterede, at det faktisk var sket med denne andrik. Faldet fra den store højde havde åbnet fjerdragten ind til brystbenet, og ud over dette var begge vinger brækkede, så ederfuglen var virkelig truffet af kerneskuddet.
Der er måske noget symbolik i, at turen gav et alvorligt hold i ryggen, man kan jo lade være med at ”mishandle” fuglene, når man skyder dem.