Vinter og trækjagt på hvinænder er et par størrelser som hænger uhjælpeligt sammen for nogle strandjægere.
I november, december og januar kan hvinændernes fløjtende hvinen, en lyd som vingerne frembringer, når de flyver, få mange strandjægere til at finde lokkeænderne, ankre og andet nødvendigt grej frem. I denne jagtsæson skulle vi hen i januar før de blev prøvet af undertegnede.
Vejret kan være som det nu er på den tid af året med højt solskin, is, sne, tåge og let vind i hvert fald helst ikke mere end frisk vind.
Lokkejagt er ikke altid forudsigelig. Nogle dage kan selv ugunstige forhold give træk i hvinænderne. Selv holder jeg mest af en dag med let til jævn vind og højt solskin. Det giver musik på fjorden og skulle du få placeret dig på et sted hvor hvinænderne trækker og samtidig gerne vil holde til, kan du få mange gode oplevelser med de vævre dykænder, når de med dødsforagt vil gøre plastikænderne selskab. Det er om at være hurtig med skyderen, når du fra liggende stilling skal op og sidde og samtidig få hold på fuglene. Det er ikke altid det går efter planen, og det er ofte at skuddet må holdes tilbage, ellers kunne det måske give en anskydning.
Som du ligger der i dine egne tanker, kan du pludselig høre en hvinen, der går helt over i diskant og en gammel hvinandrik ligger blandt lokænderne, hvor kom den fra? Det egentlig lette skud, når man så får andrikken til at lette, resulterer ofte i en bommer. Du var alt for sikker på at den allerede lå under dæk, så det er godt at komme ned på jorden igen.
Det er netop forventningerne til et godt morgentræk, der kan få mig af sted. Skulle det så alligevel blive en nitter er der altid mange fugle at kigge på.
Af og til kan du opleve, at lokkeænderne overhovedet ikke interesserer fuglene, så kan de blive en dag med få skud men morgenerne på vinterfjorden virker til alle tider dragende på strandjægeren.
Med strandjægerhilsen
Per Clausen
En kommentar til “Vinterjagt og hvinænder”
hej jeg er ny jæger jeg skød min første hvinand her den 8/10 og ganske rigtig den plaskede lige ned foran mig mellem lokkerne jeg sad da heldigvis op for den næste chance jeg fik var hurtig væk