Her sidst i januar skulle canadagæssene prøves. Indtil dato var det ikke lykkedes, at få nogle af de store fugle på skudhold. Kommer du ikke af sted kan det til gengæld med sikkerhed siges, at så får du heller ikke nogen på tasken.
Jeg havde desværre valgt en dag, hvor en del af de lokale strandjægere havde fået de samme tanker. Nå vejret var stille, så muligheden for en god jagttur kunne ingen tage fra én.
Det var lidt af en formiddagstur med prammen på slæb af motorbåden, for om muligt at spotte canadagæs nær land. Der var umiddelbart ingen at se, og derfor gik det ned til øerne.
Masser af gåsesnak men udelukkende fra grågæs, hvor det karakteristiske gak-gak-gak lød som sød musik. Canadagæssene kom dog også ud i stranden. En stor flok smed sig ude på fladen. De skulle trods den noget betænkelige placering prøves.
Med yderste forsigtighed gik det derudaf, men som så ofte før begyndte de at svømme ud på det dybe, da jeg var 60-70 meter fra dem. Der var ikke andet at gøre end at mase efter dem. De havde dog lært lektien og lettede af flere omgange på for lange hold.
Grågæs var der stadig masser af i området, så musikken fra de mange grågæs blev erindringsbilledet fra denne sidste strandjagttur i januar måned.
I øvrigt kan man vel som konklussion tilføje, at grågåsen nu for alvor ses i hele jagtsæsonen. Jeg har i hvertfald aldrig set omkring 500 grågæs her sidst i januar måned, hv0r det normale tidligere år var nogle få stykker på vore strandjagtlokaliteter.