Categories
Strandjagt

Lillejuleaften

Vi har alle vore traditioner i forbindelse med julen. Selv har jeg aldrig været på jagt juleaften ligesom 1. juledag. Ellers er der frit slag i juleferien, og det er ofte udnyttet med gode jagtoplevelser.

I disse år tales der meget om det milde vinterklima, og rettelig har de sidste par vintre ikke hørt til de koldeste, snarere tværtimod. Men ofte har vi de seneste år omkring jul/nytår fået nogle kolde dage med is og sne.

Gråænder kan ikke lide kombinationen af blæst og sne, og er det samtidig årets første sne, er de til at få i tale. Lillejuleaften for et par år siden var det netop denne kombination, der lokkede mig afsted på et morgentræk. Der var ingen grund til at bevæge sig langt ud af fjorden, chancerne kunne være lige så gode inde i fjorden.

Højvande og omtalte blæst og sne gav mulighed for trækjagt på fjordens eneste ø, og det blev en morgen hvor gråænderne gav mange chancer både direkte over lokkerne og ved korte kravleture til de mere forsigtige eksemplarer af racen.

Det gav mange ænder under dæk, ja egentlig flere end man normalt oplever på et morgentræk. En enkelt pibeandrik kom også med i statistikken inden faldende vandstand og opklaring i vejret ligesom andre gøremål, det var jo lillejuleaften, satte en stopper for trækket og dermed jagten.

En optælling af de brugte patroner fik mig ned på jorden igen. Det havde vist ikke været lutter træffere, men alligevel et par håndfulde gråænder var det da blevet til.

By Per Clausen

Per Clausen beretter om jægerens oplevelser på vandet og i naturen. Gennem et langt jægerliv er der nok historier at tage af. Saltvandssprøjt og strandjagt er det foretrukne, men en tur i den øvrige natur er heller ikke at foragte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *